Nyt forslag skaber opsigt: Vil lukke smuthullet for Temu og Shein

Opråbet kommer i kølvandet på, at Temu har modtaget en bøde på 1,5 milliarder kroner.

Online markedspladser som Temu, Shein og Amazon skal fremover kunne dokumentere, at de produkter, deres sælgere udbyder, faktisk er sikre – inden de overhovedet må sælges på det europæiske marked. Det er kernen i et fælles opråb fra Dansk Erhverv og Forbrugerrådet Tænk, der nu kræver langt skrappere regulering af de store platforme.

Farlige produkter strømmer ind på markedet

De store online handelsplatforme har oplevet eksplosiv vækst de seneste år. Problemet er, at talrige tests gennemført af Forbrugerrådet Tænk, danske myndigheder og europæiske erhvervsorganisationer har afsløret alvorlige sikkerhedsbrister i en stor andel af varerne. Der er fundet alt fra babylegetøj med kvælningsfare til brandfarlig elektronik og produkter med ulovlig kemi.

Med opråbet ønsker organisationerne at lukke det lovgivningsmæssige smuthul, der i dag giver online markedspladser – herunder mange med kinesiske sælgere – mulighed for at omgå EU’s regler for produktsikkerhed.

Det foreslår organisationerne

  • At online markedspladser pålægges et direkte ansvar for at kontrollere, at produkter er lovlige, inden de sættes til salg.
  • At myndighederne gives bedre og hurtigere muligheder for at gribe ind over for platforme, der bryder reglerne.

Mere konkret opfordrer organisationerne til, at både EU og den kommende danske regering benytter den kommende European Product Act til at lukke hullet i lovgivningen én gang for alle.

Systemet er grundlæggende skruet forkert sammen

“I dag er systemet skruet sådan sammen, at markedspladser – uanset om de er placeret i EU eller udenfor – kan undsige sig samme ansvar for produktsikkerhed som almindelige europæiske virksomheder, der ikke kalder sig platforme. Det er både unfair over for europæiske virksomheder og meget utrygt for forbrugerne,” siger Betina Schiønning, fagchef for Produktregulering og Håndhævelse i Dansk Erhverv.

Temu-bøde sætter gang i debatten

Det fælles opråb kom blot få dage efter, at EU-Kommissionen idømte Temu en bøde på 1,5 milliarder kroner for ikke at have gjort nok for at forhindre salg af ulovlige og farlige produkter på platformen. Dansk Erhverv og Forbrugerrådet Tænk hilser bøden velkommen, men påpeger, at den samtidig blotlægger en fundamental svaghed: EU kan kun gribe ind, efter skaden allerede er sket.

“Det er virkelig godt, at EU-Kommissionen griber ind over for Temu med de midler, de har. Men vi står stadig med et grundlæggende problem: Myndighederne reagerer først, når skaden er sket – og når farlige produkter allerede er havnet hos forbrugerne. Produkter skal være sikre, før de bliver solgt – ikke først bagefter,” siger Esben Grønborg Geist, vicedirektør i Forbrugerrådet Tænk.

Organisationerne afholdt samme dag en debat i Europa-Parlamentet med deltagelse af europaparlamentarikerne Christel Schaldemose og Dirk Gotink samt den europæiske forbrugerorganisation BEUC – alt sammen for at lægge maksimalt pres på EU-Kommissionen.

Fakta om danskernes handel på online markedspladser

  • 60 procent af danskerne har handlet på én eller flere online markedspladser.
  • Knap halvdelen af kunderne har oplevet problemer med et produkt købt via sådanne platforme.
  • Op mod 85 procent af danskerne vurderer, at der er en stor risiko for at modtage et produkt, der er usikkert eller indeholder uønsket kemi.
  • 85 procent mener, at online markedspladser bør forpligtes til at sikre, at produkterne lever op til gældende regler og sikkerhedskrav – kun 3 procent er uenige.
  • Ifølge EU-Kommissionen blev der alene i 2025 importeret omkring 5,9 milliarder lavværdivarer til EU.

Author

  • Mie Juel er en dansk content creator, der deler tips om hverdagsliv, velvære og moderne livsstil. Hendes indhold kombinerer en afslappet stil med praktiske råd og daglig inspiration.

Scroll to Top